Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Dannelse og børneperspektiv

Dannelse og børneperspektiv

Børnene skal opleve at medvirke i og have indflydelse på udformning af dagligdagen og aktiviteterne. Vi lytter ind til og kigger efter børnenes spor/optagethed – hvad der har betydning for dem og inddrager det i vores pædagogiske praksis – enten spontant , eller i vores planlægning af aktiviteter. Det kan være sange eller sanglege de efterspørger, de gerne vil synge/lege, eller et tema, som vi kan se at et eller flere er optaget af , f.eks. heste, trommer, bolde m.v. Eller børn, der er meget optaget af en relation/et venskab, som det vigtigste lige nu. Eller et barn, der ser ud til at være nysgerrig på leg/relation/venskab – men som har svært ved, hvordan.

Børnene skal høres og tages alvorligt -  og også hjælpes til at tage andre alvorligt. Vi støtter børnene i at give udtryk og sige til og fra, i samværet med voksne og andre børn: ” Hov, du blev ked af det – du var vist ikke helt færdig med at lege med dukken”. De ældre børn/sprogstærke børn kan sætte ord på og give udtryk. Hos de mindre børn og børn der endnu ikke er så sprogstærke, ser vi efter andre udtryk – f.eks. følelsesudbrud, ansigtsudtryk og andre signaler. Vi hjælper børnene i at aflæse andre børns signaler: ”Hov, kan du se, det kunne han ikke li’ ”.

Vi har en kultur hvor de voksne inviterer/støtter børnene til at vise initiativ og være aktivt deltagende og medskabende af praksis: Vi griber børnenes initiativer, i sang, sanglege, lege og aktiviteter. Vi støtter deres initiativer til selv at hente ting, vi mangler fra køkkenet , gå ud i køkkenet med madvognen, trøste og hjælpe andre børn, osv.